HISTORIEN

Når Nakskov Boldklubs historie gennemgås er det nødvendigt at kigge længere tilbage i tiden end stiftelsesåret 1919. Fordi der også før den tid spillet fodbold i Nakskov.

Den første fodboldklub, Nakskov havde, var faktisk Nakskov Roklub, der ved siden af roningen havde fodbold på programmet. Kampene blev spillet på en bane på Færgelandet.

Den første ægte fodboldklub i Nakskov var Velo af 1899, der i første omgang spillede på banen på Færgelandet for så senere at flytte ud på Soves Mark (Møllemarken).

Velo var en decideret arbejderklub, og i 1905 dukkede så en ny fodboldklub op, der i højere grad var borgerskabets klub. Klubben tog navnet B. 1905, og mellem denne klub og Velo blev der gennem årene udkæmpet mange drabelige dyster.

Boldklubben af 1905's bane lå på Svingelsvej, dengang Skovsgårds jord, mellem sygehusets have og Skovsgårdsvej, med indgang fra Svingelsvej (Byggefagenes indgang). Banen lå centralt for byen og godt beskyttet mod "gratister" ved Svingelsvejs bebyggelse. Banen var betydeligt bedre end Færgelandets bane, med "rigtig jord og græs" som underlag.

I slutningen af maj måned 1919 afholdt B1905 en ekstraordinær generalforsamling på foranledning af en del aktive og passive medlemmer med følgende dagsorden: Klubbens sammenslutning med Velo. Generalforsamlingen gav sin fulde tilslutning til en sådan sammenslutning, og der blev nedsat et udvalg bestående af disponent Th. Petersen, skoleinspektør Poulsen og murer Johs. Petersen til at arbejde videre med planen. Førstnævnte valgtes til formand. Velo meddelte senere, at man gerne så en sammenslutning gennemført og anmodede om et møde snarest med Velos udvalg, der bestod af: Maler Holger Jensen, snedker Viggo Hansen og bager Bernhard Rasmussen.

Nakskov Boldklubs dannelse

Årsagen til, at man ønskede en sammenslutning mellem de to klubber, skal søges i, at kommunen ønskede at anlægge et idrætsanlæg ved Svingelen, men bystyret ville kun have med en boldklub at gøre.

Mellem de to udvalg afholdtes en række møder, og under disse blev der udarbejdet love og udkast til en evt. ny klub, og man vedtog at foreslå den kaldet Nakskov Boldklub.

I samtlige lokale blade lod man indrykke en annonce, hvor der blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i begge klubber den 1. juli med følgende dagsorden: Klubbens opløsning. Denne generalforsamling fandt sted kl. 19.30, og samme sted og samme aften kl. 21 skulle så afholdes et møde for de opløste klubbers medlemmer for at søge dannet Nakskov Boldklub.

Den 1. juli oprandt, og over 70 mennesker havde givet møde, da disponent Th. Petersen på udvalgets vegne bød velkommen. Dr. Rosengreen valgtes til ordfører, hvorefter disponent Petersen redegjorde for planerne og udvalgets arbejde samt gennemgik udvalgets forslag til love. Efter nogen diskussion om en enkelt paragraf (absolut forbud mod tobaksrygning på banen under spillet) blev lovene enstemmigt vedtaget, og Nakskov Boldklub var derefter en kendsgerning.

Derefter er det gennem årene gået slag i slag og det vil vi prøve at gennemgå nogenlunde kronologisk i det følgende.

 

1919 1. juli stiftes Nakskov Boldklub, og som formand valgtes disponent Th. Petersen. Allerede 1 år efter pga. megen uro i bestyrelse mellem de to gamle klubber tog Holger Jensen over som formand i 1920.
20. juli spiller NB sin første fodboldkamp, i Nykøbing F. mod B. 1901 med et nederlag på 7-2. I den første hjemmekamp besejrede NB Rødby med 4-3.

 

1921 Juniorholdet vinder det første officielle LF-mesterskab. Op gennem 20'erne vinder de 5 gange og i 30'erne 9 gange i træk.

 

1923 Det nye stadion ved Rosenvænget bliver taget i brug.

 

1924 NB spiller sin første internationale kamp imod Chemnitzer Ballspiel Club

 

1925 Holger Nielsen vælges til formand.

 

1928 Drengeholdet hjemfører det første officielle LF-mesterskab. De bliver også mestre fra 1933-1939.

 

1929

14. april kommer NB’s første sejr over B. 1901.
Bordtennis starter i NB.

 

1933 Viggo Hansen vælges som formand.

 

1934 V. Villadsen vælges som formand.

 

1935 NB vinder sit første LF-mesterskab. Dette var kun anden gang at det gik B. 1901's næse forbi.
Holger Nielsen overtager endnu en gang formandsposten.

 

1939

NB vinder Danmarksturneringens 3. kreds og rykker op i 2. division. Det sker efter en udesejr på 2-1 og uafgjort 1-1 hjemme mod Vejle. Træner for holdet var Manfred Skipper.
Dette var et af de mindeværdige NB-hold, men desværre for dem kom 2. verdenskrig på tværs.
Efter krigen blev der foretaget en anden opdeling af holdene og NB kom i 3. division, mens B. 1901 kom i 2. division.

 

1940

Leo Hansen vælges som formand.
Holger Nielsen bliver klubbens 1. æresmedlem.
Torsdag den 14. marts mødte ca. 50 personer på Harmonien, for at stifte NB-klubben. Det forløb uden problemer.

 

1943 Holger Nielsen vælges som formand.

 

1944

NB flytter på stadionarealerne på Bregnevej. Spillerne klæder om i den gamle sportshal i kun 2 rum og Velo har også to rum i samme afdeling.
Bernhard Rasmussen bliver æresmedlem nr. 2.

 

1946

Leo Hansen vælges som formand.
NB er placeret i 3. division efter krigen en status som holder indtil 1954.

 

1947 Leo Hansen vælges endnu en gang som formand.

 

1948 1. april udkommer det første nummer af klubbladet NB’eren.

 

1949

V. Villadsen vælges som formand.
NB’s bestyrelse beslutter at NB’s medlemmer ikke må spille håndbold i NH kun i NB.

 

1950

1. oktober blev den daværende Nakskov Håndboldklub optaget i Nakskov Boldklub.
25. november Ejner Lyttik deltager på bordtennislandsholdet mod Norge.

 

1951

1952 Bortennisholdet spillede i 1. division. Jørgen "Cowboy" Rasmussen vandt DM i juniorrækken.
Jørgen "Cowboy" Rasmussen deltager på bordtennis-juniorlandsholdet i Finland.

 

1952

Holger Nielsen modtager LFBU’s Guldnål.
Håndbold-herrerne rykker op i 2. division.
Leif Christensen, målmand på NB’s 3. divisionshold, Udtages til DBU’s ungdomslandshold mod Sverige. Danmark vandt kampen 3-2 på bl.a en stor indsats af Leif.

 

1954

Da sæsonen 1953/54 sluttede var NB ikke længere divisionsklub. Inden sæsonstarten i 1954 havde man hyret den tyske træner Charlie Pohl til 1. og 2. holdet samt målmændene. Fra ungdomsafdelingen kom spillere som, Preben Horst, Poul "Jenner" Jensen og H.P. Hansen, men lige lidt hjalp det, NB var atter i LF-Serien.
V. Villadsen modtager DBU’s Sølvnål.
Formand V. Villadsen afgår ved døden. V. Villadsen havde gjort et kæmpearbejde for at få klubhuset færdigt, det nåede han desværre ikke. K. Velling overtager formandsposten.

 

1955

16. januar bliver det nuværende klubhus indviet. Carlo Lerche og frue bliver det første bestyrerpar i klubhuset. Carlo Spillede endvidere med på Provinsens hold når dette mødte København
NB vinder LF-Serien for 18 kampe får holdet 34 point og en målscorer på 121-14. 2. holdet vandt også deres række med maximumpoint og en målscorer på 252-19!!! Iøvrigt rykkede alle NB’s hold det år en række op.
NB vinder kvalifikationskampene om oprykning til 3. division, med følgende resultater: NB-Svendborg 2-1, NB-Viking 3-0, NB-Ikast 2-2, NB-Kastrup 3-3, NB-Birkerød 4-1 og NB-Viborg 9-1. Det var med spillere som, Leif Christensen, Flemming Andersen, Leif Grube, Børge Bang, Jørgen Bendsen, Egon Larsen, Paul Jenner, Bent Nielsen, Ove Dziegiel, Nils Blik Hansen, Jørgen Schnoor og Erik Nissen.
Jørgen Bendsen var fast centerhalf på ynglinge-landsholdet.
Kaj Rasmussen vælges som formand.
Ras. Rasmussen bliver æresmedlem nr. 3.
Ifølge Vestlollands Avis var NB den eneste klub i Danmark der kunne mønstre 3 divisionshold - i håndbold, bordtennis og fodbold.

 

1956

Viggo Larsen modtager DBU’s Sølvnål.
Håndboldherrerne vinder LF-mesterskabet i 1955-56 sæsonen.
NB arrangerer DBU’s landsjuniorstævne, som afvikles i pinsen. NB’s spillere på holdet var: Johnny Siedentopf, Benny Lund, Svend Wirkelyst, Leif Rosengård og Bent Juul.
Niels Haugstrup vinder bordtennis DM i drengedouble.
NB er i 1. division i bordtennis. De møder K.B.K. i Nakskov lørdag den 1. december kl. 19.00.
I en unioskamp var der 10 NB'ere på LFBU's hold, den eneste som ikke fandt nåde for udtagelseskomiteen var Axel Stampe, i hans sted var Poul "Rassi" Rasmussen fra Maribo udtaget.

 

1957

Jørgen "Cowboy" Rasmussen, bordtennis, bliver udnævnt til årets sportsmand på Lolland-Falster.
Jørgen "Cowboy" Rasmussen deltager på bordtennis-ungdomslandsholdet 18.-27. maj i Tyskland.
NB’s håndboldherrer spiller i 2. division.
Bordtennisholdet rykker ud af 1. division og ned i 2. division.
NBK tildelte NB en flot gave, et stort pokalskab (som endnu står i klubhuset - 2006)
DBU’s fodboldmærke indføres, guld, sølv og bronze. Flere NB’ere har taget disse mærker.
14. april blev NB’s revy opført i forsamlingsbygningen. Det var første gang i NB’s historie, at man lavede revy. Første opførsel gav 450 kr. i overskud.

 

1958

NB’s håndbolddamer vinder LF-mesterskabet.
Kaj Nielsen vælges til håndboldformand.

 

1959

NB rykkede en række ned igen. Men nu rykkede man i 4. division.
Den nye siddetribune indvies ved NB’s 40 års jubilæumskamp mod Vejle. Prisen for tribunen var 95.000 kr.
NB’s bordtennishold vinder 2. division og rykker op i 2. division. Spillerne var: Niels Haugstrup, Jens Maroft Ferdinansen og Jørgen "Cowboy" Rasmussen.
Niels Haugstrup deltager på bordtennislandsholdet for ungdom mod Polen.
NB’s håndboldherrer sluttede flot i 2. division.

 

1960

NB sluttede sidst i 4. division og rykkede ned i LF-Serien. Arne Gas Jensen overtog træningen efter Egon Christoffersen.
NB’s håndboldherrer tabte kvalifikationskampene til 1. division.

 

1961

Aage Sporten vælges som formand.
Manfred Skipper bliver bliver æresmedlem nr. 4.
N.E. Bertelsen ansættes som træner for 1. og 2. holdet. NB sluttede som nr. 6 i LF-Serien.
Ynglingeholdet vandt LF-mesterskabet, men Bent Nielsens tropper tabte i kampen om DM til AGF med 1-0.
Håndbold-herrerne rykker ud af 2. division og ned i LF-Serien. Damerne vinder LF-mesterskabet igen.
20. marts rykkede bordtennisholdet ud af 1. division.

 

1962

NB vinder Talentturneringen med følgende hold: Niels Christiansen, Johnny Jensen, Finn Andersen, Jørgen Sørensen, Torben Sørensen, John Madsen, Ib Rasmussen, Axel Nielsen, Bent Jensen, Kurt Engel og Finn Jansen. Træner var Bent "Diller" Nielsen. Efter i semifinalen at have slået KB skulle NB i finalen møde Vejle. Foran 3.800 tilskuere på hjemmebane vandt NB 3-1 efter 0-1 ved pausen. Målscorene var Ib Rasmussen 2 og Kurt Engel.
Torben Sørensen, John Madsen og Kurt Engel deltager på ynglingelandsholdet mod Finland i Riikmüki.
NB vinder LF-Serien og rykker op i den nye kvalifikationsturnering, hvor holdene er: Svendborg Boldklub, Brande, FB, Fremad Amager, Helsingør, Holstebro, Korup, Kalundborg, Otterup, Rønne IK og Silkeborg.
NB vinder mellemrækken og rykker op i LF-Serien fra 1963.

 

1963

NB rykker i 3. division, holdet var til modtagelse på Rådhuset, hvor borgmester Carl Emil Hansen roste holdet meget. Træneren var den fra gymnastik kendte N.E. Bertelsen.
Inge Jørgensen udtages til bordtennislandsholdet samt VM i Prag.
Torben Sørensen modtager N.A.K.’s "guldmedalje" som uddeles hvert år til den Nakskov sportsmand, der har ydet den største sportspræstation. Torben spillede 3 ynglingelandskampe.
NB’s håndboldherrer spillede sig i 3. division.
Ole Petersen vælges til håndboldformand, han afløser Kaj Nielsen.
Manfred Skipper ansættes som sekretær i LFBU.

 

1964

Villy Jensen bliver æresmedlem nr. 5.
Per Andersen og Per Kamper Hansen udtages som reserver til DBU’s første juniorlandshold, der den 5. seprember mødte Finland på Tårnby Stadion, med en sejr på 3-1 til Danmark.

 

1965

Manfred Skipper modtager LFBU’s Guldnål.
Manfred Skipper vælges til ny formand for LFBU. Afgår i 1977.
NB’s håndbolddamer rykker i 2. division.
NB’s håndboldherrer rykker ud af 2. division og ned i LF-Serien.
NB’erens forretningsfører Villy Jacobsen stopper med arbejdet for NB-bladet og fortsætter i håndboldafdelingen.
Verner Christensen vælges til ny formand for bordtennisafdelingen.
NB-klubben har 25 års jubilæum.
DBU vedtager at oprette danmarksserien i fodbold fra sæsonen 1966. 3. division deles fra 1966 i en øst og vest kreds.
Ole Petersen går som formand for håndboldafdelingen grundet arbejdsopgaver, ny formand blev Villy Jacobsen.
N.E. Bertelsen stopper som træner for 1. holdet efter 4 sæsoner.
3. divisionsholdet vinder LF-mesterskabet ved at slå B. 1901's 2. divisonshold med 2-0 i Nakskov og 1-1 i Nykøbing F.
Danmarksserieholdet rykker ned i LF-Serien, de sluttede sidst i kreds 2.
På generalforsamlingen den 27. januar sløjfes cricket af NB’s program.

 

1966

Aage Sporten modtager LFBU’s Sølvnål.
Benny Voxsen ansættes som træner for 1. holdet.
Benny Voxsen og Lis Grethe ansættes som bestyrerpar i klubhuset.
Knud Jørgensen vælges til ny formand for håndboldafdelingen.
På generalforsamlingen den 31. januar vælges Finn Andersen som formand for indendørs fodbold.
Ivar Rasmussen udtages til ynglingelandsholdet, der vinder 4-1 over Norge i Tårnby. Kampen transmiteres i TV (Sort/hvid). På holdet deltager bl.a. Ole Mørck fra Frem København.

 

1967 Villy Jacobsen stopper som håndboldformand, som ny formand vælges Knud Jørgensen.

 

1968

Bent Frederiksen og Børge Bang bliver træner for 1. og 2. holdet.
Pr. 1. januar ansættes Sloth Pedersen og Sonja som nyt bestyrerpar. Benny Voxsen fik andet job.

 

1969

NB rykker atter ned i den nu oprettede Danmarksserie.
Aage Sporten bliver æresmedlem nr. 6.
Freddy Hansen vælges til ny formand for Håndboldafdelingen, han afløser Knud Jørgensen.
Bent Frederiksen ansættes som træner.
NB er igen i finalen i talentturneringen. Finalestævnet afholdes i Nakskov. NB taber dog finalen til Esbjerg ØB med 4-1. I semifinalen havde NB slået Silkeborg.

 

1970

Aage Sporten modtager LFBU’s Guldnål.
NB’s håndbolddamer rykker op i 2. division øst.
Nyt bestyrerpar i NB’s klubhus bliver Juan Ramon og frue. Endvidere ansættes Juan Ramon som træner for klubbens danmarks- og LF-Serie.
Manfred Skipper har 25 års jubilæum i LFBU’s bestyrelse.
Villy Jacobsen overtager igen hvervet som formand for håndboldafdelingen. Freddy Hansen sagde fra af arbejdsmæssige årsager.
Danmarksserieholdet slutter som nr. 4. B. 1901 vandt rækken, Frem Sakskøbing blev nr. 6, og B. 1921 nr. 10 ud af 12 hold.

 

1971

Juan Ramon fortsætter som træner og med ham rykker NB igen op i 3. division.
Aage Sporten tildeles Nakskov Kommunes Idrætspris. En leder fik den, da man ikke kunne finde en egnet udøver.
Viggo Larsen bliver æresmedlem nr. 7.
Manfred Skipper modtager DBU’s Guldnål.
NB bliver første klub med damefodbold. Mange håndboldpiger begynder at spille fodbold.
Knud Jørgensen vælges igen som håndboldformand, han afløser Villy Jacobsen.

 

1972

Den Finn Andersen vælges som formand. Han er den hidtil yngste der er valgt. Samtidig vælges Ivar Rasmussen som kasserer.
Samme år vælges Finn Andersen som Årets Idrætsleder af Lolland-Falsters Folketidende.
15. marts Håndboldafdelingen deltog i sidste møde i bestyrelsen.
Håndbold tages af programmet i NB, den 1. april, ny klub stiftes 21. marts under navnet Nakskov Håndboldklub (NH).
Frits Godtfredsen ansættes som træner for divisionsholdet og LF-Serien. Han træner endvidere junior 1 og 2 samt talentholdet.
NB bliver optaget i Divisionsforeningen.

 

1973

Den 22. oktober starter NB ungdomsklub i samarbejde med Nakskov Kommune. Den store sal var rammen om klubben.
Handelsklausul fra Sportsrådet ophæves, NB kan selv søge bevilling til klubhuset. NB får sin egen bevilling.
6. august Nakskov byråd bevilger fritagelse for baneafgift i Nakskov Idrætspark på grund af klubhusbyggeri.

 

1974

NB’s hold tildeles Nakskov Kommunes Idrætspris for deres oprykning til 2. division.
Leon Rasmussen bliver æresmedlem nr. 8.
Pieter Kraak ansættes som træner for divisions- og LF-Serieholdet samt 1975, 76 og 77.
NB’s klubhus får tilbygget 4 omklædningsrum og sauna.
NB køber en grund på Friheden 25 og bygger hus. Det er færdigt i november. Det blev bygget med frivillig arbejdskraft samt stor velvilje fra Sønderjysk Komforthus A/S, prisen blev på 105.000 kr.
1. juli flytter det sidste boende inspektørpar Inger og Ejner Jensen fra lejligheden i NB’s klubhus.

 

1975

NB er kommet i 2. division og klarer med nød og næppe skærene til sidst med 1-1 mod Horsens.
I januar stiftes ungdomsklubben NB. I samarbejde med Nakskov Kommune.
NBK opløses den 15. april og pengebeholdningen tilfalder forældreforeningen.
Ivan Lykke debuterer på A-landsholdet.

 

1976

Frits Godtfredsen ansættes som chef-instruktør i ungdomsafdelingen. Han skal træne alle A-holdene for 1976, 77 og 78. Ynglingene spiller i DM.
15. oktober NB arrangerer Holstebro Revyen i Ravnsborghallen.
NB afholder byfest med lange ølborde i Søndergade, det gentages i 1978, 79, 80, 81, 82 og 83.
Kurt Hansen debuterer på A-landsholdet. Fra 1976-1978 spillede Kurt Hansen 7 gange på A-landsholdet, ligesom han flere gange var udtaget som reserve. Dengang var der ikke udskiftningsspillere. Kurt Hansen spillede desuden 8 kampe på ungdomslandshold.

 

1977

6. oktober nedsættes et udvalg til at se på kontraktfodbold i NB. I udvalget deltog Finn Andersen, Ivar Rasmussen, Per Kamper Hansen, Knud Jensen og Ole Hauvre Nielsen.
NB opretter den 1. februar 1978 et anpartsselskab og NB indskød 30.000 kr. og der kunne tegnes b-anparter. Aps blev udskilt fra NB således at klubben ikke skulle hæfte for Aps.
Finn Andersen vælges som kasserer i Divisionsforeningen. Poul Hyldgård bliver næstformand og Svend Petersen, Frem, bliver formand.
5. december vedtager Nakskov Byråd at bygge nyt idrætscenter.
NB’s klubhus får tilbygning ved den gamle hal, nye omklædningsrum, trænerrum og vaskeri samt depotrum.

 

1978

4. januar købes Kongenstofte 2.
Edvard Bründl ansættes for perioden 15.01.78-31.12.80.
Edvard Bründls tropper var meget tæt på en af de helt store succeser: 1. division. Vi manglede 1 point eller 6 mål for at rykke op efter at vi sluttede på en delt 2. plads, det så således ud:

 

AaB
Ikast
Hvidovre
NB
Lyngby
Fremad Amager
Holbæk
Vanløse
Glostrup IC
AB
Brøndby IF
B. 1913
B. 1909
Helsingør
IHF
Brønshøj

30
30
30
30
30
30
30
30
30
30
30
30
30
30
30
30
64-36
49-33
49-33
53-43
59-43
46-47
70-57
53-42
38-42
43-42
37-54
45-56
43-49
34-49
31-61
25-58
42
37
37
37
35
34
32
32
29
28
28
27
26
25
16
15
 

NB kvalificerer sig til kvartfinalen i LP-turneringen ved hjemme at besejre OB’s danske mestre med 3-2 efter forlænget spilletid. Ordinær kamp 2-2. Målscorer NB: Julian Barnett 2 og Søren Edvardsen. OB havde i øvrigt målmand Lars Høgh mellem stængerne!
Manfred Skipper bliver LFBU’s æresmedlem.
Per "Jenner" Jensen og Kim Nicolaisen udtages til juniorlandsholdet.

 

1979

NB har 60 års jubilæum, det fejres med en kamp imod det engelske hold Tottenham Hospurs.
Knud Jensen modtager Nakskovs Kommunes lederpris.
Inge Jørgensen vinder bordtennis DM i Old Girls-double.
NB arrangerer Lilleput DM. NB sluttede som nr. 16.
NB vinder LF-Serien og spiller i 1980 i danmarksserien. NB har således både divisions- og danmarksseriehold.
4. oktober afholder NB modeshow i den gamle Sportshal.
26. juni, NB fremstiller jubilæumsavis i samarbejde med Ny Dag, den omdeles i 17.200 eksemplarer.

 

1980

Jette Hansen tildeles Nakskov Kommunes Idrætspris for sin deltagelse på damelandsholdet.
NB arrangerer Drenge DM.
24. juni får NB besøg af A-landsholdet. Sepp Pionteks opstart i dansk fodbold, startede i Nakskov.
NB arrangerer Fagenes Fest på Stadion i samarbejde med Y Mens Klub.
2. oktober afholder NB modeshow i Rudbjerg Hallen.

 

1981 NB arrangerer igen Drenge DM.
Verner Christensen modtager Nakskov Kommunes Lederpris.
I november starter NB rækken af store bankoshow med Banko-Carl. Det har kørt lige siden hvert år i november.

 

1982 Aage Sporten modtager DIF’s ærestegn i guld.
Knud Jensen modtager LFBU’s Sølvnål.
NB slutter som nr. 3 i 3. division, og spiller i 1983 igen i 2. division. Træner for holdet i 1982 var Ib Rasmussen.
21. juli NB møder Dundee United i Nakskov Idrætspark.

 

1983

Ny træner for NB bliver Børge Bang og Stanislaw Polacynski.
NB rykker ud af 2. division med en fatal målscorer på 18-103 og kun 6 point.
Knud Jensen bliver æresmedlem nr. 9.
På en ekstraordinær generalforsamling godkendes at bordtennisafdelingen starter en selvstændig klub. Ny klub starter samme år med navnet NB 83.

 

1984

Ryzard Koweniski bliver træner.
NB ligger i bunden af 3. division. De tidligere spillere Kurt Hansen og Bent "Bibber" Hansen overtales til at hjælpe holdet sæsonen ud, og det viser sig at være en succes for NB redder eksistensen i 3. division.
René Sidentopf, 15 år, udtages til u/16 landsholdet - juniorlandsholdet, i øvrigt sammen med bl.a. Bjarne Goldbæk.
Årets spiller bliver Finn Eriksen
NB’s skotske spiller Ian Hunter har problemer at få opholdstilladelsen her i landet forlænget. Sagen bliver prøvet ved flere instanser, men det ender med at han må forlade NB.
NB udgiver avisen Fodbold på Vestlolland. NB stod for redaktion og egne annoncer, de øvrige klubber tegnede også deres andel af annoncerne. Foruden NB deltog, Bandholm, Horslunde, Stokkemarke, Vestenskov, Utterslev, Dannemare, Tirsted, Købelev, Østofte, Velo og Søllested, så allerede i 1984 var NB i tæt samarbejde med klubberne på Vestlolland.
15. maj arrangerer NB u/21 landskamp mellem Danmark og DDR.
Byfesten blev afholdt på Stadion.

 

1985

NB’s polske træner Ryzard Koweniski fyres i foråret. Thorben Jensen ansættes i stedet, men det lykkes ikke at redde pladsen i 3. division og NB må ned i Danmarksserien.
NB fremstiller fodboldavis i samarbejde med Extra Posten.
NB stifter Ungdomsfond.
NB afvikler store Parkshows i Svingelen, den 9. og 23. juli samt 6. august. Alle gange med store topnavne på scenen.
NB har stort Tivoli i Svingelen med musik i 4 dage.
Fagenes Fest afholdes på Stadion.

 

1986

Thomas Madsen og Jørgen Nielsen udtages til juniorlandsholdet. De modtager begge Nakskov Kommunes ungdomspris.
Efter kun to kampe i Danmarksserien fyres træner Arne Dyremose, Erik Jensen ansættes i stedet og fra sommerferien i et team med Jørn Carstensen.
Den 29. september bad Flygtningehjælpen foreningerne om at støtte deres projekt. NB lavede en særudgave af Skov-revyen i samarbejde med den daværende ejer Ole Beck Petersen, vi fik 5.000 kr. i overskud, som blev overrakt til Flygtningehjælpen, det var mange penge i 1986 - for deres kasse.
NB afvikler Skt. Hansfest i Svingelen den 23. juni og Parkshows den 8. og 22. juli samt 5. august ligeledes i Svingelen. NB afholder byfest ved havnen den 14.-17. august 1986. I forbindelse med alle festerne lavede NB egen festavis som blev husstandsomdelt.

 

1987

Borgmester Carl Emil Hansen bliver æresmedlem nr. 10.
NB arrangerer 2 store teaterforestillinger, Solstik og Den Grønne Elevator. Begge forestillinger afholdes i Nakskov Idrætscenter.

 

1988

31 drengespillere fra drenge 3 og 4 var på besøg hos borgmester Benny Sonne. Drengene og deres ledere var 2 år i træk på en dejlig tur til Callela nær Barcelona.
1. juli køber NB Branderslev Plejehjem med tanke på et Kursus- & Aktivitetscenter og Vandrerhjem. Det bliver indviet i den 10. marts 1989.

 

1989

NB vinder endnu en gang talentfinalen, denne gang med 8-7 over Vejle. Ordinær kamp 4-4. NB er til et kvarter før tid bagud med 4-1 og vinder siden straffesparkskonkurrencen bl.a. med flere redninger af målmand René Siedentopf. Holdet bestod af følgende René Siedentopf, Jan Friis, Jesper Fugl, Martin Madsen, Carsten Hannibal, Martin Andersen, Thomas Madsen, Morten Krøjer, Peter Motzkus, Dennis Rasmussen, René Jensen, Lars Bo Christensen, Lars Kristensen og Peter Stage. Træner Jan Hansen og leder Kristian Jørgensen.
NB afholder Drenge DM. Brøndby vinder stævnet, NB slutter som nr. 15.
Ivar Rasmussen modtager LFBU’s Sølvnål.

 

1990

Jørgen Petersen ansættes som træner. I løbet af foråret bliver han fyret og Finn Funch ansættes i stedet.
Thomas Madsen skifter fra NB til en plads under Morten Olsen i Brøndby IF.

 

1991

Finn Andersen bliver æresmedlem nr. 11.
Finn Andersen modtager LFBU’s Sølvnål.
NB køber en grund og etablerer en legeplads ved Vandrerhjemmet i Branderslev.
Peder Mortensen udtages til juniorlandsholdet og modtager Nakskov Kommunes ungdomspris.

 

1992 Finn Andersen modtager Nakskov Kommunes lederpris.

 

1993

NB er igen tæt på oprykning. I Dalum spilles der kvalifikation imod Skovbakken om endnu en oprykningskamp. Men Kenneth Skovdams mandskab taber uheldigt med 0-1.
NB arrangerer en u/18 landskamp for DBU mellem Danmark-Holland som ender 0-1. Holdene tæller blandt andre: Holland: Clarence Seedorf, Arnold Bruggink, Patrick Kluivert. Danmark: Bo Andersen, Jon Dahl Tomasson, Martin Jørgensen, Jesper Søggård og David Nielsen.

 

1994

NB arrangerer en meget målrig u/18 landskamp for DBU mellem Danmark-Polen som ender 10-0.
Ved en Danmarksseriekamp møder der ingen dommertrio op. Det lykkedes dog at få gennemført kampen med hjælp fra Sv. E. Nyman der på en nærliggende bane var i gang med en serie 5 kamp.
NB fejrer 75 års jubilæum med en kamp mod OB’s superligahold. NB er på dagen forstærket med Anders Nielsen og Thomas Madsen. Anders Nielsen, der spiller i Belgien havde i løbet af året besøg af landstræner Richard Møller Nielsen i Belgien. Det kom dog ikke til landsholdudtagelse.

 

1995

NB arrangerer et af de utallige Parkshows. Denne gang er det lykkedes at samle 4 Nakskov-bands som havde hittet tidligere, det var Heaven, Jelly Singers, Traveling Band og Pax.
NB ansætter Per Holm og Torben Schwensen som trænere for 1995-sæsonen.
NB afholder Musikfestival

 

1996

NB ansætter Finn Larsen som træner.
Allan Larsen skriver efter sæsonafslutningen kontrakt med AGF.
NB’s Kursuscenter overtager salget i Sygehusets kiosk.

 

1997

Den tidligere NB-målmand Jørgen Nielsen skifter fra Hvidovre i Superligaen til den engelske Premier League klub Liverpool.
Finn Andersen og Ivar Rasmussen fejrer 25-års jubilæum som hhv. formand og kasserer.
Ivar Rasmussen modtager Nakskov Kommunes Lederpris.

 

1998

NB rykker igen ned i LF-Serien.
Den tidligere spiller Bent "Bibber" Hansen ansættes i sommerferien som træner. Han afløser Finn Larsen, som rykker til Nykøbing F. Alliancen.
I et koncertarrangement i samarbejde med Søllested IF kommer der knap 3.000 mennesker i Lienlund-parken for at høre Lars Lilholt.
Finn Andersen modtager Nakskov Kommunes Initiativpris.
Ivar Rasmussen bliver æresmedlem nr. 12.
Finn Andersen modtager DBU’s sølvnål.
James Tofte Nielsen modtager LFBU’s Sølvnål.
NB’s pigeafdeling og Rudbjerg FB samarbejder om fælles pigehold i LFBU’s turnering.

 

1999 NB arrangerer i samarbejde med Søllested IF koncert i Lienlund med Michael Learns to Rock, der kommer knap 2.000 mennsker. Senere på året kom der omkring 3000 mennesker til en koncert med Shu-Bi-Dua.
Det første år i lang tid i LF-Serien ender desværre ikke med oprykning, holdet bliver sat fra toppen i de sidste kampe. I stedet rykker Døllefjelde op.

 

2000 NB's bedste drengehold kvalificerer sig for første gang i 4 år til det uofficielle DM for drenge der afvikles i Aalborg. Ved DM ender vores egen Brian Johansen som stævnets topscorer med 8 mål i 6 kampe, han lavede i øvrigt 44 mål i vore 20 turneringskampe gennem hele året, han blev senere kåret til årets ungdomsspiller. NB slutter ved DM på en 11. plads. I efteråret vinder drengene den lokale række og bliver dermed LF-mestre. I samme række deltog også vort drenge 2, som sluttede som nr. 6.
Drenge 3 vandt også deres række og blev mestre.
I det gode koncertsamarbejde med Søllested IF arrangeres to koncerter. En med Lars Lilholt og en med Henning Stærk og Walkers.
Det lykkedes heller ikke for 1. holdet at rykke op efter 2. sæson i LF-Serien. Holdet taber den afgørende kamp på hjemmebane til oprykkerne fra Nr. Alslev med 0-1, med en sejr ville NB være rykket op i kvalifikationsrækken, det gør Maribo i stedet, efter at være rykket ned året før.
I sommerpausen skifter vores målmand Jakob Thomsen til den nykårede danske mestre Herfølge.

 

2001 Koncertsamarbejdet mellem NB og Søllested fortsætter, i år er der to koncertarrangementer i Lienlundparken den 4. juni er det Shu-Bi-Dua der gæster os og den 21. juni er det Mek Pek og Sweat-Hearts.
Sean Gomes udtages efter unionsstævnet i Vejle til det danske u/16 landshold. Sean debuterer den 21. august ved at spille hele kampen mod Tyskland. 2 dagen senere var han igen med fra start mod Tyskland i en kamp som endte med et nederlag på 1-0. Sean spillede til dagligt på vort juniorhold i 3. divison.
René Petersen udtages til u/17 landsholdets tur til Syrena Cup i Polen. René får spilletid i 2 af de 4 kampe, som holdet spiller. Begge gange som indskiftet. René spillede til dagligt på vort juniorhold i 3. divison.
Heller ikke i 2001 lykkes det for 1. holdet at rykke op fra LF-Serien, denne gang er det Frem Sakskøbing, der snupper pladsen, de tabte kun 1 af 26 kampe gennem hele sæsonen.
LF-Mesterskaber 2001: Mikro 93 og Pige 1

 

2002 Lienlundfestivalen afvikler i år 2 koncerter i juni med Cowgirls, med ca. 1200 mennesker og i august med Safri Duo, hvor der kommer ny tilskuererrekord, næsten 4000 mennesker møder op i Lienlundparken en fredag aften.
Dame LF-serie rykker op i Danmarksserien.
LF-Mesterskaber 2002: Miniput 1, Piger, Dame junior og Dame LF-Serie
På sin 60 års fødselsdag tildeles formand Finn Andersen LFBU's Guldnål

 

2003 Lienlundfestivalen afvikler i år kun en koncert. Fredag den 4. juni møder over 4000 tilskuere op for at høre Status Quo i Lienlundparken.
Miniput 1 deltager ved det uofficielle DM i Randers. Holdet slutter som nr. 8 af 16 hold. NB er igen vært for 3 u/18 landskampe i forbindelse med en 4-nationersturnering på dansk grund.
LF-Mesterskaber 2003: Mikro 1 og Miniput 1

 

2004 Lienlundfestivalen afvikler i år to koncerter. Først med Big Fat Snake og Danser med Drenge. Dernæst med Kim Larsen.
Lilleputterne kvalificerer sig til det uofficielle DM, ved at blive nr. 1 i forårsturneringen. Ved DM, som afholdes i Horsens, slutter de som nr. 14 af 16 hold.
LF-mesterskaber: Lilleput 1, Dame LF-serie, Dame junior
Rækkevindere: Drenge 2, Pige 2, Miniput 4-1
Pr. 31.12.04 ophørte samarbejdet med Rudbjerg FB på dame og pigesiden

 

2005 På generalforsamlingen tildeles hædersemblemet til James Tofte Nielsen og Jørgen "Rassi" Rasmussen.
LF-mesterskaber: Mikro 1, Old boys 2, Team 90 (serie 3)
Rækkevindere: Team 90 (Serie 3), Ejnarholdet (serie 4)
Lilleput 1 har hele året spillet med i drenge 2-rækken for at få tilstrækkelig modstand. I deres kreds blev det også til en topplacering, som nr. 3. Da de deltog i drengerækken, kunne de ikke blive mestre for 2005.
Lilleput 1 slutter som nr. 10 ved det uofficielle DM i Nørresundby.
Dameholdet slutter som nr. 2 i Danmarksserien.
Junior 1 som i sommerpausen rykkede op i 3. division, slutter som nummer 3 i 3. division.
Der afvikles i fællesskab med Søllested IF to koncerter i Lienlund Parken. Den første er med: Safri Duo, Turn on Tina samt Lars Lilhold, mens nummer to er med Danser med drenge og Thomas Helmig. Desværre er vejret ikke med os, hvilket resulterer i to økonomisk dårlig koncerter
Team Lolland opstår som en elite-overbygning i drenge og junior. NB, Horslunde Boldklub og Boldklubben Velo deltager i samarbejdet, hvor der til sæsonen 2006 stilles et fælles hold i de to rækker.
NB's 1. hold får sin laveste placering nogen sinde, de bliver nr. 7 i LF-serien.

 

2006 Mathilde Madsen deltager på u/19 landsholdet. Hun modtager i marts måned Nakskov Kommunes Idrætspris.
På generalforsamlingen tildeles hædersemblemet til Torben Groth Madsen, Jack Rasmussen og Jørn "Gasse" Kristiansen.
Mesterskaber: Junior 2 og Lilleput 2
Team Lolland: Juniorne spiller hele året i 3. division, og slutter som nr. 6 i foråret og som nr. 5 i en meget tæt række i efteråret. Drengene vinder Drenge 1 i foråret og deltager derfor i Drenge Elite Øst i efteråret, hvor de bliver nr. 10, men efter meget jævnbyrdige kampe. De deltager også ved Drenge DM i Haderslev, her bliver de nr. 14. I 2007 skal NB selv stå for at arrangere Drenge DM.
Jan Jacobsen takker af som LF-serietræner, holdet slutter som nr. 3. I 2007 skal Kent Skovdam og Peter Walbjørn varetage træningen. Efter et par år uden ynglinge-fodbold, kommer det i 2007 igen på programmet, det sker i regi af Team Lolland.

 

2007 På generalforsamlingen tildeles hædersemblemet til Steen Frantsen
Mesterskaber: Serie 1, U/12 drenge 3 og U/17 piger
Team Lolland: Drenge yngste bliver nummer tre i deres sjællandske kreds, mangler 1 point i at komme i slutspil blandt de 8 bedste hold om mesterskabet. Drenge ældste vandt i foråret KBUs mesterrække og skulle dermed deltage i Drenge Elite Øst i efteråret, her bliver holdet nummer 3. Som de eneste i rækken besejre de bl.a. Brøndby IFs finalister fra Drenge DM, Brøndby vinder Drenge Elite Øst, som er de 10 bedste hold i årgangen øst for Storebælt. Holdet deltager også ved Drenge DM, som afvikles i Nakskov, her bliver de nummer 10. Junior spiller hele året i 3. division, i foråret skulle sidste hjemmekamp bare vindes for at vi rykkede op i 2. division, men den blev desværre tabt. Holdet slutter som nummer 3 i efteråret. I 2007 kom der også ynglingefodbold på programmet igen. Her blev holdet placeret i den sjællandske ynglinge 1, og fik både forår og efterår en 4. plads, men efteråret kunne med en sejr i sidste turneringskamp være endt på 1. pladsen, men kampen endte uafgjort. Ynglingesamarbejdet fortsætter i 2008. I 2007 blev der fra LFBUs side støtter op om drenge yngste, således at spillerne her har dobbelt medlemsskab, hvis klubben tilslutter sig Team Lolland samarbejdet, det har bl.a. Maribo gjort i løbet af 2007, og har også haft spillere på drenge yngste. I 2008 støtter LFBU de to drengehold. Støtten gælder Team Lolland i Lolland Kommune og LFA i Guldborgsund Kommune, støtten er bl.a. hjælp til trænere, behandling af skader, træningsophold mv.
Efter præstationerne på Drenge ældste har FC Midtjyllands Akademi skrevet kontrakt med to af spillerne fra sommeren 2008, det er Johannes Madsen og Mads Pedersen.
Til DBUs Talenttræning har vi fået udtaget Johannes Madsen, Mads Pedersen, Tobias Pedersen og Andreas Rasmussen på U/15 og Joachim Wagner på U/16. Talenttræning afløser de tidligere unionshold. Der er oprettet 4 talentcentre i Danmark. På U/15 har Team Lolland således 4 spillere med - 1 mindre en Brøndby.

 

2008

DBU vedtager at vende alle turneringer, så der spilles efterår/sommer.
Det betyder at NB efter en meget kort LF-serie i foråret igen kan spille i DS fra sommeren 2008. 9½ år var tilbragt i LF-serien. Klubbens 2. hold i serie 1 vandt rækken og rykkede dermed op i LF-serien
Alle ungdomsrækker blev også færdigspillet på et forår, og nye inddelinger trådte i kraft i sommeren 2008.

 

2009 Efter kun en sæson i Danmarksserien - uden en sejr - rykkede vi igen ned i LF-serien fra sommeren 2009.
Ved årets udgang kvalificerede vi os til slutspillet i LF-serien med et nyt og meget forynget hold.
2010

Efter efterårssæsonens afslutning kom vi igen i med i slutspillet i LF-serien, som endnu en gang var ændret lidt. Denne gang fik vi halvdelen af vores point med over og det betyder at flere hold ved opstart 2011 ligger helt lige.

Serie 2 (Team 90) vandt rækken ved forårets afslutning. Det samme gjorde U14 og U13 drenge for ungdom.


Hovedsponsor:




Kontaktoplysninger

Nakskov Boldklub
Bregnevej 57 - 4900 Nakskov
Tlf.: 54 92 17 52
E-mail

TRÆNINGSTIDER